Challenger ulykken
Den 28. Januar 1986 sad masser af mennesker foran fjernsynet for at overvære opsendelsen af Challenger rumfartøjet. Der ventede dem et forfærdeligt syn. For bare 73 sekunder efter opsendelsen i en højde på 14,5 km over Jorden, eksploderede Challenger. Alle syv astronauter døde. Med om bord var den første civile amerikaner, skolelæreren Christa McAuliffe, som var udvalgt blandt mere end 11.000 ansøgere af lærere, der skulle arbejde med at formidle rumforskning til amerikanske skolebørn.
Det viste sig, at årsagen til ulykken skulle findes i en af de O-ringe, som er gummipakninger, der skal holde raketten tæt, så der ikke slipper varme forbrændingsgasser ud. En af disse O-ringe var utæt, fordi den var blevet stiv af kulden på Jorden inden opsendelsen. Resultatet var, at de varme udstødningsgasser fra forbrændingen slap ud, og denne lækage skar hul i tanken med flydende brændstof. Tanken faldt fra hinanden, og brændstoffet udvidede sig voldsomt og ødelagde rumfærgen.
Nedelin ulykken i Sovjetunionen
Den 24. oktober 1960 skete der er voldsom ulykke i det daværende Sovjetunionen. Et sted mellem 75 og 100 mennesker døde, da man skulle opsende en såkaldt R-16 raket i USSR. Der havde været tekniske problemer med raketten dagen før ulykken. Men den sovjetiske marskal Nedelin, som var ansvarlig for missionen, gav ordre til at reparere raketten, selv om den var fuldt optanket. Og under denne reparation eksploderede raketten. I mange år blev denne ulykke holdt hemmelig.