Afstand til Solen
Cirka 4.495,1 mio. km
Afstand til Jorden
Mellem 4.305,9 og 4.687,3 millioner km
Temperatur
Gennemsnitlig temperatur ved skytoppe: -218 °C
Antal måner
27
Neptun blev fundet via matematik
Neptun er den første planet, der ikke er opdaget ved hjælp af observationer. Neptun blev opdaget via matematik. Det var variationer i Uranus’ bane, der førte til, at astronomer kunne regne sig frem til, at Neptun måtte eksistere. Og den 23. september 1846 så astronomen Johan Galle i sin kikkert, at Neptuns position passede med beregningen.
Neptun er – ligesom Uranus – en såkaldt isgigant uden en fast overflade. Den er lidt mindre end Uranus, men alligevel er den tungere. Det er fordi, Neptun indeholder flere tunge grundstoffer end Uranus.
Neptuns store måne hedder Triton
Triton er den eneste store måne omkring Neptun. Den er desuden et af de koldeste steder i Solsystemet med en overfladetemperatur på omkring -236 ºC. Derfor var det en stor overraskelse at se en gejser i udbrud på de billeder rumfartøjet Voyager 2 sendte hjem fra Triton i 1989. Forskerne mener, at gejserne udspyr en blanding af frosset nitrogen og organiske forbindelser.
Otte kilometer høj gejser
Gejseren kaster mørkt materiale op over månens overflade i en højde på otte kilometer. Deroppe møder materialet en kraftig vind, som folder materialet ud som en røgfane. Efter nogen tid falder det tilbage på overfladen og danner et over hundrede kilometer langt spor. Den sydlige del af månen er oversået med den slags spor. Røgfanen er overraskende, fordi trykket i Tritons atmosfære kun er en milliontedel af trykket på Jordens overflade. For røgfaner kræver typisk vind. Men når atmosfærens tryk er så svagt, kan der ikke opstå særlig store trykforskelle, som ellers er det, der her på Jorden får vinden til at opstå.
Triton er dannet i Kuiperbæltet
Forskerne regner med, at Triton oprindeligt stammer fra Kuiperbæltet. Kuiperbæltet er en samling af asteroider, dværgplaneter og kometer der er i kredsløb om Solen – helt uden for planeten Neptun. Triton er så senere blevet indfanget af Neptun efter planetens dannelse. Tritons ankomst har højst sandsynligt fjernet et tidligere månesystem omkring Neptun. (Illustration: NASA).
Ringe og små måner
Neptuns ringe er langt tyndere og sværere at få øje på end Saturns, men de er der. Mellem ringene kredser en del små måner.
Neptun har et lille ringsystem, der består af nogle få tynde ringe. Der er tre smalle ringe indlejret i nogle bredere men stadig meget tynde ringe. Ringene er meget mørke, hvilket tyder på, at de består af kul og silicium blandet op med ispartikler.
Det interessante er, at den tætteste ring, Adamsringen, har klumper. Det vil sige, at nogle dele af ringen er meget tættere end resten. Man skulle ellers tro, at materialet i ringene var jævnt fordelt, men det er altså ikke tilfældet ved Neptuns ringe.
Kun én mission til Neptun
Neptun har kun haft besøg af et enkelt rumfartøj. Det var det amerikanske rumfartøj Voyager 2, som fløj forbi planeten i 1989 – og det var 12 år efter det blev opsendt i 1977.
Da rumfartøjet Voyager 2, fløj forbi Neptun opdagede det en gigantisk storm, der rasede i gasplanetens atmosfære. Neptun er sammen med Uranus de mindst udforskede planeter i Solsystemet. Begge planeter består især af is, og og kaldes derfor is-giganter.