Afstand til Solen​

Cirka 1.433,5 mio. km

Afstand til Jorden

Mellem 1.119,5 og 1.658,5 millioner km

Temperatur 

Gennemsnitlig temperatur ved skytoppe: -189 °C

Antal måner

Flere end 80

SATURNS MÅNE TITAN. Billedet er taget af rumfartøjet Cassini, der kredser om Saturn. Det viser Saturn og dens måne Titan. (Foto: NASA/JPL-Caltech/Space Science Institute).

Imponerende ringsystem og månen Titan

Saturn har et imponerende ringsystem, der er det største i Solsystemet. Ringene er tynde skiver dannet af små is- og stenklumper. Udenfor ringene finder vi Saturns store måner. Den største måne er Titan, og det er den eneste måne i Solsystemet, der har en tæt atmosfære.

Saturn minder om sin storebror Jupiter

Saturn er en gasplanet ligesom Jupiter, og den består mest af brint. Den er noget mindre end Jupiter, men stadig næsten hundrede gange så tung som Jorden. Der er mindre aktivitet i Saturns atmosfære end i Jupiters. Alligevel er der store hvirvelstorme og større vindhastigheder end på Jupiter.

Saturns mange måner

Indtil videre er der opdaget et stort antal måner omkring Saturn i mange forskellige størrelser og former. I den ene ende af skalaen finder man den runde måne Titan. Det er den andenstørste måne i hele solsystemet, og den er større end planeten Merkur. I den anden ende har vi den lille, kartoffelformede Thrymr, der måler mindre end seks kilometer i diameter.

Billedet viser nogle af Saturns måner. (Illustration: NASA/JPL-Caltech/Space Science Institute).

SATURNS MÅNER. Illustrationen viser Saturns måner Titan, Enceladus, Dione, Rhea og Helene. (Illustration: NASA/JPL/Space Science Institute).

Måner kan være indfangede asteroider

De mange måner består først og fremmest af en cocktail af is, støv og sten. Man mener, at flere af dem er gamle asteroider. Det gælder i særlig grad en af månerne Phoebe, der bevæger sig rundt om Saturn i modsat retning, samt nogle af de yderste måner.

Saturns måner er opkaldt efter græske guder

Navnet Titan er den romerske betegnelse for en søster eller bror til guden Saturn. Mange af månerne er opkaldt efter titaner - for eksempel Iapetus, Mimas, og Prometheus.

Man skelner ofte mellem regulære og irregulære måner. De regulære måner ligger tæt på og i ækvatorplan. De er typisk dannet sammen med planeten. De irregulære måner er indfangede asteroider.

Polarlys på Saturn

Rumteleskopet Hubble, er i kredsløb om Jorden, og det har fotograferet ultraviolet nordlys ved den ene af Saturns poler og sydlys ved den anden. Det er også kendt som aurora borealis og aurora australis. Lyset opstår, når gassen i Saturns atmosfære bliver ramt af solvinden, som består af ladede partikler fra Solen. 

Billedet viser nordlys på Saturn. (Illustration: NASA, ESA, Hubble, OPAL Program, J. DePasquale (STScI), L. Lamy (Obs. Paris)).

CASSINI. Rumfartøjet Cassini gik i kredsløb om Saturn i 2004,
og frem til 2017 undersøgte den
planeten og dens måner og ringe. (Illustration: NASA).

Saturns ringsystem er det største i Solsystemet

Saturn har det største og flotteste ringsystem i Solsystemet. Ringene består hovedsagelig af is-stykker og isdækkede stenstykker af forskellig størrelse fra 1 cm til 10 meter. Data fra rumfartøjet Cassini har vist, at den totale mængde af is i ringene svarer til halvdelen af isen i Antarktis.

Dette materiale er nu bredt ud i ringe, der er 272.000 kilometer fra kant til kant og mindre end 500 meter tykke. Hvis man kunne tage et stykke papir med samme forhold mellem udstrækning og tykkelse, ville det være større end en fodboldbane.

Ringene kredser om Saturn med forskellig fart

Hastigheden på de partikler, der kredser i ringene, varierer med afstanden til planeten. Jo tættere på, des hurtigere bevæger de sig. Ringene er adskilt af nogle smalle mørke mellemrum. De dannes blandt andet af tyngdekraften fra Saturns måner.

Nogle af månerne er ikke større end 100-1000 meter i diameter. De kaldes hyrdemåner. De har fået deres navn fra hyrdehunde, som holder sammen på flokke af får. Hyrdemånerne holder nemlig styr på partiklerne i ringene. Det sker via hyrdemånernes tyngdekraft, selv om den ikke er særlig stor.

SATURNS RINGE. Ringenes har fået navn efter den rækkefølge, de blev opdaget i. Den dominerende del af ringene opdeles traditionelt i A-, B-, C- og D-ringe, regnet udefra og ind mod planeten. Det meste materiale befinder sig i B ringen. Den er så tyk, at sollyset ikke kan trænge igennem. Uden for hovedringene findes de svage E-, F- og G-ringe. (Animation: NASA/JPL-Caltech/Space Science Institute).

Missioner til Saturn

Saturn har haft besøg af en del rumfartøjer. Her er nogle af missionerne.

Pioneer 10 og 11

Pioneer 10 og 11 blev sendt op af den amerikanske rumfartsorganisation, NASA, i 1972 og 1973 for at undersøge Jupiter og Saturn. Pioneer 11 var det første rumfartøj, der tog billeder af Saturn tæt på. I april 1974 passerede Pioneer 11 asteroidebæltet og samme år observerede Pioneer 11 Jupiter, og i 1979 havde det taget turen helt ud til Saturn, hvor det kunne begynde at observere planeten. Pioneer 11 fortsatte sin rejse ud i det ydre rum og de sidste signaler fra fartøjet blev modtaget d. 24. november 1995.

PIONEER 11 tæt på Saturn. (Illustration: NASM/NASA & Rick Guidice).
Voyager 1 og Voyager 2

Både Voyager 1 og 2 blev sendt op i 1977. De passerede Saturn med ni måneders mellemrum i henholdsvis november 1980 og august 1981. Voyager 1 fandt ud af, at den øverste del af Saturns atmosfæren består af 7 % helium, og at resten hovedsageligt består af brint. Til sammenligning består den øverste del af Jupiters atmosfære af 11 % helium. På Saturn blæser der voldsomme vinde. Voyager fartøjerne målte hastigheder på 500 meter pr. sekund, og det svarer til næsten 2000 km/t. Til sammenligning kommer vindhastighederne på Jorden sjældent over 350 km/t. Voyager-fartøjerne målte også længden på et døgn på Saturn til kun 10 timer og 39 minutter – altså under det halve af Jordens.

SATURN. Billede af Saturn taget d. 18. Oktober 1980 af Voyager 1. (Foto: NASA/JPL-Caltech).
Cassini-Huygens

En helt central mission var Cassini-Huygens missionen. Den havde som formål at undersøge Saturn og dens måner. Missionen var et samarbejde mellem NASA, den europæiske rumfartsorganisation, ESA og den italienske rumfartsorganisation (ASI). Cassini var et kredsløbsfartøj, og Huygens var et landingsfartøj. Cassini-Huygens blev sendt op i 1997, og den gik som det første rumfartøj i kredsløb om Saturn d. 1. juli 2004.

Cassini-Huygens er et af de største, tungeste og mest komplekse rumfartøjer der nogensinde er bygget. Det vejede 5,6 tons og det var 6,7 m højt og mere end 4 meter bredt

SATURN. Illustration af rumfartøjet Cassini ved Saturn. (Illustration: NASA/JPL-Caltech).
CASSINIS SIDSTE REJSE. Illustrationen viser, hvor tæt Cassini kom på Saturn i sine sidste kredsløb. De sidste kredsløb er vist i blåt. Den orange linje viser Cassinis sidste bane, hvor den afsluttede med at styre direkte ned i Saturns overflade. (Illustration: NASA Jet Propulsion Laboratory-Caltech/Erick Sturm).

Cassini observerede Saturn

Afslutningen på Cassini mission var dramatisk, fordi rumfartøjet blev ødelagt, da det blev styret ned i Saturns atmosfære for at undgå at ramme planetens måner. Men missionen var ikke spildt. Det kom nemlig inden for ringene på Saturn, og der er kommet mange nye og overraskende resultater fra det et område af universet, som vi ellers vidste meget lidt om. Blandt har man via Cassini kunnet undersøge atmosfæren og vejret på en fjern planet, og man har fundet ud af, at Saturns ringe især består af 99% is og 1% sten og støv.

Huygens gav første glimt af en ukendt verden

Den 25. december 2004 blev det lille landingsfartøj, Huygens, koblet af Cassini og sendt mod Saturns største måne Titan. Her landede det d. 14. januar 2005. Huygens dalede ned gennem Titans atmosfære i en faldskærm og tog målinger undervejs. Huygens målinger viste, at temperaturen på Titan er -180 OC og derunder. Ved denne temperatur er alt vand for længst frosset så hårdt som sten, og alligevel landede Huygens-rumfartøjet på en overflade, hvis konsistens mindede om vådt sand. Forskerne mener, at den fugtige overflade skyldes naturgasserne metan og ethan, som begge stadig er flydende ved Titans atmosfæriske tryk og ekstremt lave temperaturer.

Rumfartøjet Huygens landede å Titan i 2005. Det sendte billeder hjem fra overfladen under Titans tykke skydække. Billedet er en illustration af, hvordan det kan have set ud, da Huygens landede, og det er baseret på billeder fra Huygens. Analyser af Titans overflade viser desuden, at månen har stor lighed med Jordens overflade. (Illustration: NASA/Public Domain).
FLYDENDE VÆSKE PÅ TITAN. Billedet viser Ligiea Mare, som er det andet-største område med flydende væske på Saturns måne Titan. Væsken er en blanding af hydrocarboner som ethan og metan. (Foto: NASA/JPL-Caltech/ASI/Cornell).

Højland, søer og floder

Billederne fra Huygens viser store, mørke flader, som meget vel kan være søer af flydende ethan eller metan. Fartøjets målinger tyder på, at der konstant falder en fin støvregn af metan over Titan.

I alt tog rumfartøjets kamera mere end 700 billeder på sin 2½ timer lange færd gennem atmosfæren. Halvdelen af billederne gik dog tabt, fordi radiomodtagerne om bord på rumfartøjet Cassini ikke var blevet tændt.

Fartøjets mikrofon fangede desuden lyden af buldrende blæst på rejsen gennem atmosfæren. Alligevel afslørede målinger tilsyneladende en relativt lav vindhastighed på kun 6-7 km/t.

SATURNS MÅNE TITAN. Dette billede af Titan er dannet ud fra data fra rumfartøjet Cassini, som sendte det lille fartøj Huygens ned gennem Titans atmosfære i 2005. (Illustration: NASA/JPL/University of Arizona/University of Idaho).

Titans atmosfære skjuler overfladen

I 1980'erne forsøgte forskerne at lede efter liv på Titan ved hjælp af rumfartøjerne Voyager 1 og Voyager 2, men det lod sig ikke uden videre gøre. Da Voyager-fartøjerne passerede forbi Titan, viste det sig, at atmosfæren er så tæt og tyk, at den fuldstændig skjulte månens overflade for fartøjernes kameraer. Selvom Voyagers snapshots ikke kunne afsløre, om Titan husede primitive livsformer, har de fleste forskere for længst droppet tankerne om liv på den store saturnmåne. Den er ganske enkelt for kold. Temperaturen på Titan sniger sig sjældent op over -180 grader, og det er alt for barskt for de livsformer, vi kender.

Som et barndomsbillede af Jorden

Selvom der næppe er liv på Titan, er den iskolde måne stadig interessant. Forskerne mener nemlig, at den på mange måder minder om Jorden, som den så ud i dens tidlige barndom. På Titan kan rumforskere derfor studere livets byggeklodser og de processer, der fandt sted på Jorden for flere milliarder år siden. På den måde kan vi måske alle sammen blive klogere på, hvordan livet opstod på vores egen planet.

Endnu længere tilbage i tiden

De processer, der foregår på Titan i dag, kan ligne de processer, der fandt sted på Jorden for godt fire milliarder år siden. Men undersøgelser af Titan kan meget vel ende med at føre os endnu længere tilbage i tiden. Titan har nemlig været forskånet for de vulkanudbrud og nedslag af asteroider, der har slettet meget af Jordens historie. Det betyder, at Titan meget vel kan gemme på spor af dens allertidligste barndom. De spor kan være med til at opklare, hvordan de afgørende kulbrinter er opstået på Titan og på Jorden.

TITAN. Billedet er sammensat af data fra rumfartøjet Cassini. Det viser en mulig vulkan på Titan. Vulkanudbrud, meteornedslag samt vind, vejr og livet selv har slettet alle spor af Jordens tidlige historie, hvor livet opstod. Men sådan er det ikke på Titan. Derfor kan vi lære meget om os selv ved at studere Saturns største måne. (Illustration: NASA/JPL/University of Arizona).
TITAN. Data fra Cassini-Huygens-missionen tyder på, at Titan har fem primære lag. Inderst er der en kerne af sten med en diameter på ca. 4.000 kilometer. Omkring kernen er der en skal af en særlig type vandis, som kun findes ved ekstremt højt tryk. Derefter er der et lag salt, et lag flydende vand, og en ydre skorpe med vandis. Titan har desuden en tæt atmosfære. (Illustration: NASA).

Titan kan måske fortælle, hvordan livet opstod på Jorden

På Jorden er sporene af livets opståen for længst blevet slettet. Men måske kan Saturns måne Titan hjælpe med at forstå, hvordan livet opstod på vores egen planet. På Titan kan man nemlig foretage en tidsrejse tilbage til dengang, livet opstod på Jorden. Den ekstremt lave temperatur på Titan får alle processer til at gå meget langsommere. Det betyder, at de processer, som Jorden gennemgik for længe siden, faktisk stadig finder sted på Titan i dag. For eksempel producerer Titans atmosfære nogle af de organiske molekyler, som indgår i livets byggesten. For eksempel er der store mængder af den organiske kulbrinte metan i Titans atmosfære. Metan kaldes også for naturgas. Atmosfæren på Titan indeholder også en masse kvælstof og en lille smule vand. Begge dele er uundværlige for de livsformer, vi kender fra Jorden.